Brødre

Brødre

Tunnelfabrikken, Nordhavn
11. - 13. august 2023

Hvordan udviser man henrykkelse, når man netop har vidnet et traume? For os, der lige har oplevet Brødre, er det svært. Hele salen er gennemrystet, og der går et moment, før vi kan samle hænderne i klapsalve. Men klappes skal der, for sikke en opera.

Af: Kathrine Bo Hansen og Emilie Beske

Hvad er det
Under Copenhagen Opera Festival 2023 blev den den anmelderroste og prisbelønnede opera Brødre, som fortolkes af instruktør Kasper Holten, librettist Kerstin Perski og komponist Daníel Bjarnason, genopsat i Tunnelfabrikken. Operaen er baseret på Susanne Bier og Anders Thomas Jensens spillefilm Brødre og blev uropført af Musikhuset Aarhus og Den Jyske Opera i 2017.

To soldater, Michael og Peter, drager i krig og efterlader deres familier derhjemme. Michael har en smuk hustru, en datter og en lillebror, Jamie, der modsat Michael ikke helt har styr på livet. Peter har en kone, som venter deres barn. Michael og Peter meldes savnet og formodes omkomne, og Michaels kone, Sarah, søger trøst hos Jamie, der begynder at være der for familien. Trøsten udvikler sig til stærkere følelser, som skaber store problemer, da Michael uventet vender hjem igen – uden Peter. Hvad er der sket? Brødre er en masterclass i, hvad ødelæggende krigstraumer, fremmedgørelse og fortielse kan gøre for familielivet.

Opsætningen sker i et samarbejde med Den Islandske Opera og Malmö Opera, hvor musikken spilles af 60 musikere fra Malmö Operaorkester ledsaget af 30 korsangere fra Den Islandske Opera og et hold af internationale soliststjerner med italienske Andrea Molino på dirigentpodiet.

Vi mener
Hvordan udviser man henrykkelse, når man netop har vidnet et traume? For os, der lige har oplevet Brødre, er det svært. Hele salen er gennemrystet, og der går et moment, før vi kan samle hænderne i klapsalve. Men klappes skal der, for sikke en opera.

Det er et storstilet scene-setup, vi først møder, da vi træder ind i Tunnelfabrikken. Midt i det store, rå rum står en kæmpe, hvid kasse, der blot mangler den ene væg. Udover et hul i loftet og hvide trappetrin langs væggene, er de eneste rekvisitter et bord og fire stole. Gulvet er dækket af hvide småsten som de golde krigslandskaber. Det er en fantastisk kontrast til koret, der er iklædt sort tøj. Hele setuppet er så gennemført og imponerende, at vi helt overser overteksterne i den første del af forestillingen.

Den sort-hvide-æstetik brydes kun enkelte gange af farven rød. Et ildrødt flammehav slikker scenens vægge og loft. Det llustrerer rædslen ved beskeden om Michael og Peters forsvinden. En baby, svøbt i et rødt tæppe i sin mors favn, vil vokse op uden en far. En medalje med rødt bånd skal minde en om, hvilken gave livet er. Et liv, der ikke skal leves i en celle, men i sin families omfavnende arme. En rød gynge, som far skal fixe, når han vågner. Men far vågner ikke, for den mand, der er vendt hjem, er ikke længere din far. Blodet på Michaels hænder, skyldigt rødt, da han dræber sin ven.

Historien om den PTSD-ramte soldat gør sig virkelig godt i opera-land. Den storladne klassiske musik med hjælp fra koret kropsliggør hans sindslidelse, som en stor sort masse.. Et traume, der ikke er fortiden, men nutiden. For hvem er det egentlig, der vender hjem fra krigen? Mens Peters lig rådner op i cellen, går det op for os, at Michael heller aldrig rigtigt vendte hjem En stor del af ham sidder stadig fanget i den celle, og vi tænker på den rædsel, der følger med soldaterne hjem i Ukraine, Iran og resten af verden

Til sidst skal lyde en stor applaus til komponisten for så vellykket et partitur. Fra første tone flytter den ind i hud og knogler, så man ikke kan undslippe den. Som PTSD’en tager den bolig i vores krop, hvor den langsomt æder os op. En oplevelse så fintfølende, men samtidig bombastisk! Det er en meget emotiv oplevelse om noget af det frygteligste i hele verden: krig.

Studerende og fattig? Sådan gør du:
Forestillingen spiller desværre ikke længere.

FOTO: Victoria Mørck Madsen