ALICE I EVENTYRLAND FOR VOKSNE

ALICE I EVENTYRLAND FOR VOKSNE

Teaterøen og Teater Møn
Spilleperiode: 20. - 30. oktober, 28. - 29 november og 5. - 6. december 2020

Carrolls fortælling om Alice i Eventyrland kommer til at virke påklistret, men samtidig er den det eneste holdepunkt i kaosset, og det får forestillingen til at føles ufærdig.

Af: Anne Louise Slott Thorborg

HVAD ER DET
Kan kostumerne danne udgangspunkt for en hel forestilling? Kostumerne er afsættet for danseforestillingen Alice i eventyrland for voksne, som er skabt af Asterions Hus. Susan Marshall designer sædvanligvis kostumer udfra et minimalistisk udtryk kun bestående af simple geometriske figurer såsom trekanter, cirkler og firkanter. Danser Tilde Knudsen blev inspireret af Marshalls tilgang, og de indgik et samarbejde om at skabe en forestilling, hvor kostumerne skulle drive alt; dansetrin, handlingsforløb og musik. Ud af deres samarbejde er kommet en meget fri fortolkning af Lewis Carrolls klassiske fortælling om Alice i Eventyrland. Knudsen er alene på scenen, hvor hun skifter ind og ud af utallige kostumer, siger replikker og danser. Komponist Klaus Risager står bag forestillingens sfæriske musikunivers med masser af skøre lydeffekter.

Alice i Eventyrland er både lavet i en udgave for børn og en for voksne. Asterions Hus har derfor arbejdet med at versionere indholdet. I udgaven for voksne er der fokus på de særligt syrede og næsten psykedeliske sider af den klassiske fortælling.

VI MENER
“Jeg ved, hvem jeg var, da jeg stod op i morges, men jeg tror nok, jeg er blevet forvandlet adskillige gange siden den tid.” Sådan citerer Knudsen originalteksten Alice i Eventyrland flere gange i løbet af forestillingen. Citatet bliver på mange måder rammesættende for Alice i Eventyrland for voksne, da både kostumer, musik og handlingsforløb er i konstant forandring – helt ligesom Alices sind og opfattelse af sit selv. Selvom tanken om Alices flyvske sind virker til at være et spændende udgangspunkt, går det dog hen og skaber en lidt rodet og usammenhængende forestilling.

Kostumerne er så centrale, at Asterions Hus selv proklamerer dem som en del af rollelisten. Jeg må give dem ret. Marshalls kostumer ligner ved første øjekast blot et par papir-trekanter, underskørter med ringe og papir-flip-flappere. I mødet med Knudsens dansetrin og de spøjse lydeffekter får de simple geometriske figurer dog pludselig liv og folder sig ud til at være langt mere end først antaget. Eksempelvis foldes to trekanter på en måde, så de ligner kaninører, og et langt plastrør får både lov at agere halen på en kat og snablen på en elefant. Det skaber nogle ret sjove og syrede scener, hvor Knudsen helt forsvinder ind bag et virvar af hvidt lærredstof og papir. Knudsen er dygtig til lynhurtigt at få skabt karakterer, som jeg kan genkende fra børnebogen - såsom Peter Kanin og Filurkatten. Genkendelsens glæde vækker grin hos mig selv og resten af publikum.

Alt taget i betragtning er det måske lidt rigeligt sagt, at Alice i Eventyrland for voksne skulle være baseret på Lewis Carrolls børnebog fra 1865. For selvom der bestemt er genkendelige karakterer, og tematikken omkring forandring er central, så stopper lighedspunkterne også næsten her. Det meste af Alice i Eventyrland for voksne består af Knudsen, som har spist en genstand, der siger: “Spis mig!” efterfulgt af lange mærkelige syretrip, som jeg ikke rigtigt kan hverken forstå eller placere i Carrolls historie. Disse scener kommer til at føles lange, og det er kun, når Knudsen bliver ekstremt overdrevet i sit udtryk, at det bliver underholdende.

Alice i Eventyrland for voksne fungerer bedst, når den holder sig tæt på Carrolls oprindelige historie. Jeg synes egentlig, at idéen om at lade kostumerne styre frem for det litterære værk er udmærket, men så synes jeg, at Asterions Hus skulle have holdt sig mere tro til kostume-konceptet og lade forestillingen være helt igennem sit eget abstrakte univers. I stedet kommer forestillingen til at placere sig et sted midt imellem. Carrolls fortælling om Alice i Eventyrland kommer til at virke påklistret, men er samtidig det eneste holdepunkt i kaosset, og det får forestillingen til at føles ufærdig.

STUDERENDE OG FATTIG?:
Hvis du er under 25 år, så koster en billet 60 kroner. Ellers skal du af med 135 kroner.

FOTO: Emilie Carlsen