SPOR festival: Up Close and Personal

UP CLOSE AND PERSONAL

Lynfabrikken
9.-10. maj 2019

Jeg oplever ikke, at den alvor, der gerne skulle ulme under overfladen, træder frem og giver forestillingen dybde, og derfor bliver det en smule kedeligt.

Af: Kathrine Lemmeke Madsen

VI MENER
I Up Close and Personal bliver vi inviteret ind i et atelier, der tilhører sanger, performer og kunst-liebhaver Daniel Gloger. Han byder os velkommen, og vi får lov til at nyde en gin and tonic eller dark and stormy, hvis man har lyst til det. Vi møder en selvsikker og succesfuld mand, som nyder at vise os et glimt af sit liv, bag gardinet, som han siger. Forestillingen foregår på engelsk i et kælderrum på Lynfabrikken. Vi følger ham stille og roligt og lytter til hans fortællinger om sine morgenrutiner, huslige pligter og private og professionelle anekdoter, men pludselig fragmenterer tingene, og det stilede, succesfulde liv begynder at blegne. Alle facetterne bliver afsløret, også dem han ikke selv ønsker, vi ser. Er det  for meget for ham? Kan han holde til det store pres og de forventninger, der er til ham udefra? Og er den frie vilje egentlig en illusion? Pludselig begynder forestillingen at krydsklippe mellem de forskellige øjeblikke, vi tidligere er blevet introduceret til og alt intensiveres, musikken accelerer og øjeblikkene skifter i et højt tempo.Jeg kan rigtig godt lide konceptet i denne performance, og de tanker der ligger bag den. Men om jeg synes, det fungerer dér på scenen, er jeg i tvivl om.

Nu var jeg ikke selv bekendt med Daniel Gloger i forvejen, så for mig var det ikke muligheden i at følge ham som performer, der var interessant. Det var mere konceptet i at træde ind i en iscenesættelse, som muliggør en intimitet og et rum, hvor det bliver særligt råt og intens, når facaderne falder. Og det rummer også nogle fede skift, humor og forfængelighed, og det er virkelig sin opgave at stå der ene mand med os uden nogen pause i en time og 45 minutter! Men det bliver for langt, og jeg synes, der er flere gange, hvor skuespillet virker kunstigt, så jeg netop ikke får oplevelsen af at se ham “behind the curtain”. Jeg oplever ikke, at den alvor, der gerne skulle ulme under overfladen, træder frem og giver forestillingen dybde, og derfor bliver det en smule kedeligt. Selvom der er skabt nogle interessante forbindelser mellem lyd og skuespil i forestillingen, og i og for sig også nogle fine udpluk af Daniel Glogers tilværelse, så bliver det lidt ensformigt på grund af de mange gentagelser, og det bærer helheden præg af.

Foto: Jakob Berger