STALINS DØD

STALINS DØD

Nørrebro Teater
17. februar - 01. april 2023

Det virker i hvert fald som om, at de har en fest med at fremføre absurditeten i de historiske begivenheder, som skete i forbindelse med (SPOLIER ALERT) Stalins død.

Af: Kathrine Bo Hansen

HVAD ER DET
Josef Stalin dør, og den attraktive post som Sovjetunionens landsfader er ledig. Men hvem skal have magten? Svaret findes i kommunistpartiets øverste top, hvor alle dog har mere travlt med sig selv end med landets ve og vel. Et hæsblæsende magtspil med de mest udspekulerede bagholdsangreb begynder. Reglerne er enkle: Der er ingen!

Det var ikke en helt almindelig premiere, som fandt sted på Nørrebro Teater den 17. februar 2023. Det var noget så fornemt som verdenspremieren på teateropsætningen af Stalins død. Forestillingen er en højaktuel, kulsort satire om løgne og magtspil med verdensfreden som indsats. Den er baseret på Thierry Robins og Fabien Nurys tegneserie fra 2012 og Armando Iannuccis prisbelønnede film fra 2017 af samme navn.

VI MENER
Når virkeligheden overgår fantasien. Det må være konceptlinjen for Stalins død. Derfor må det også være et virkelig sjovt stykke for de dygtige skuespillere at give sig i kast med; Det virker i hvert fald som om, at de har en fest med at fremføre absurditeten i de historiske begivenheder, som skete i forbindelse med (SPOLIER ALERT) Stalins død.

Thomas Gabrielsson er ekstremt overbevisende som den morderiske leder af sikkerhedspolitiet, Lavrentij Pavlovitj Berija. At se en karakter med så kølig hensynsløshed og magtbegær på scenen er en skøn oplevelse, men så kommer jeg i tanke om, at der er tale en virkelig person. Det er knap så skønt, for Berija vil kort sagt gøre alt for at komme til tops i Sovjetunionen.

Mathias Flint og Amalie Lindegård spiller henholdsvis Vasilij Dzjugasjvili og Svetlana Iosifovna Alliluyeva, Stalins børn. Jeg vil altid have et soft spot for skamløse karakterer, der ingen virkelighedssans har – og det kan nemt siges om disse to. Flints entré som fordrukne Vasilij, der har det hele i munden, er et af forestillingens højdepunkter. Det er en fornøjelse at se kontrasten i Vasilijs totalt uhæmmede opførsel og de andre karakterers forsøg på at bevare kontrollen. Et andet højdepunkt er Lindegårds portræt af en knust, men udspekuleret Svetlana, der blandt andet ved synet af sin fars lig dramatisk skifter humør fra tragisk sorg til spydigt raseri på ingen tid.

Andreas Jebro som ”Helten fra Den Store Fædrelandskrig”, Georgij Zjukov, gør et stort indtryk på scenen. Om grunden til det er, at han har en kæphøj attitude, som den eneste er iklædt en primærfarve eller blot det faktum, at han er meget højere end alle andre på scenen, er svært at sige. Han gør det i hvert fald utrolig godt som den pralende sejrsherre.

Men den skuespiller, som er garant for flest grin i salen, er Thomas Mørk. Han spiller udenrigsminister Vjatjeslav Mikhajlovitj Molotov (ham guttermanden, som molotovcocktailen er opkaldt efter). En mand, der er Stalin så hengiven, at han kan acceptere, at Stalin beskylder hans kone for forræderi og dømmer hende til døden. Molotov har sine øjeblikke, men det er som lægen ”Lokumskid”, at Mørk brillerer. At det ikke er nemt at skulle være lægen, der diagnosticerer og obducerer selveste Josef Stalin, gør Mørk meget klart for os i publikum. Og det er sjovt! Det hjælper selvfølgelig også at bære en grim paryk og et dårligt skæg.

Jeg har dog trods alt to anker: Stalins Død er en virkelig lang forestilling. Til sidst tog jeg endda mig selv i at sidde og overveje, om der mon er brugt 15 x 15 fliser til badeværelsesscenen, eller om det er 20 x 20? Derudover vil jeg plædere for, at der skrues ned for brugen af ordene ”fuck” og ”fucking”. Antallet af de omtalte formuleringer er næsten på grænsen til perverst, og det siger jeg altså om ordbrugen i en forestilling, der handler om (nogle af) de mest magtliderlige mennesker i verden…

Franciska Zahles scenografi og kostumer er en stor del af grunden til, at forestillingen fungerer. Alle nuancerne af dødssyg beige i scenografien understreger kommunismens jerngreb i samfundet. Den er egentlig meget simpel, men ændrer karakter med nogle enkelte virkemidler; Eksempelvis giver brugen af vinduespartier i bagvæggen til visse scener en fed effekt. Når det kommer til kostumerne, er det en fryd for øjet at se alle de lækre jakkesæt. At iføre bødlen Berija i et drilsk ørredpink jakkesæt er en genial kontrast til hans brutalitet og kynisme. Og tænk at få lov til at se Stalin i sit afslappede hyggesæt – selvfølgelig stadig med sine sorte langskaftede læderstøvler på!

Du behøver ikke være en historienørd for at nyde Stalins død. Det er en relevant og underholdende forestilling, som giver dig masser at tænke over, selv når du har bevæget dig væk fra Ravnsborggade.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Nørrebro Teater er ikke et af Københavns billigste teatre – med rette, bevares. Hvis du er under 25 år, koster den billigste billet 245 kr. Du kan selvfølgelig vælge en af de få klapsædepladser, som kun koster 110 kr. Meeen det er ikke anbefalelsesværdigt til en forestilling på ca. 2,5 time.

FOTO: Büro Jantzen