SKAM DIG!

Skam dig - Erindringsfabrikken - foto Sõren Meisner -0252.jpg
 

SKAM DIG!

Klærkesalen, Nørrebro og Den Gamle Byrådssal, Roskilde

10. – 25. september og 24. november - 3. december 2021

 Skam Dig! formår at informere og påminde publikum om ting, de synes, det er vigtigt, vi ikke glemmer.

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Skam Dig! er en forestilling om dansk kvindekamp fra 1950’erne og frem til i dag. Forestillingen er blevet produceret af Teater Får302 i samarbejde med Erindringsfabrikken, og vækker gennem sang, musik og teater minder og begivenheder til live på tværs af generationer. Forestillingen udspringer af en række interviews med kvinder i alle aldre, hvor de fortæller om skamfulde minder, lige fra 9. klassernes kåring af “årets babe” til den første tur til Femølejren. 

Erindringsfabrikkens grundlægger, Tine Futtrup Lund, har både skrevet og instrueret forestillingen, og på scenen står Helene Kvint og Pernille Koch akkompagneret af Ida Gard, der udover at spille musikken også har komponeret og arrangeret den.

VI MENER
Et par minutter inden forestillingsstart åbnes dørene til Klærkesalen, der viser sig at være en tidligere kirke. Samtidig med at publikum langsomt finder deres pladser på stolerækkerne på hver side af den aflange scene, bevæger musiker Ida Gard sig roligt frem og tilbage imens hun spiller sagte akkorder på sin guitar. De to skuespillere, Helene Kvint og Pernille Koch, sidder også allerede på scenen. Alle tre går nærmest i ét med scenografien, der, ligesom deres tøj, er i karrygule nuancer. På den karrygule løber står karrygule reolmoduler og i dem, karrygule genstande. Kun enkelte ting skiller sig ud: et hint af turkisblå hist og her og  en gammel skrivemaskine. Det hele er lækkert gennemført og ligner mest af alt en retroinspireret reklame for Montanamøbler. 

Der er noget nærmest metaforisk over, at forestillingen udspiller sig i et kirkerum, som jo ellers gennem tiden ikke just har været kendt for sit progressive kvindesyn. Skam Dig! har heldigvis situationsfornemmelse nok til ikke at udnytte denne forbindelse – et smart træk, da det hverken ville passe ind i stil eller tone. Det var hurtigt blevet konfronterende på en usmagelig måde i denne sammenhæng. I stedet står rummet og dets kontekst tilbage som en interessant lille eftertanke til de, der tænker over det. 

Faktisk gør det sig gældende ved flere lejligheder i forestillingen, at der er muligheder, der ikke bliver grebet. Det lyder måske umiddelbart som noget negativt, men tværtimod er det særdeles positivt; de ”forspildte chancer” er nemlig alle tidspunkter i forestillingen, der kunne have ført den i en mere umodent provokerende retning. Og moden er netop ordet at beskrive forestillingen med. Den er moden, eftertænksom og velreflekteret. Et godt eksempel er i starten, hvor Ida Gard midt i en sang opremser samtlige ord, der kan møntes på kvinder med negative konnotationer. Her kunne det sagtens være kammet over og blevet en udskamning af alle, der nogensinde har brugt et af disse ord, men det gør det heldigvis ikke. I stedet gør det på underspillet vis publikum opmærksom på, hvor indgroet det til tider er i vores sprog og verdensopfattelse at forbinde kønnet med visse knap så flatterende karaktertræk. 

Endnu et eksempel på et valg, der nemt kunne være blevet for meget, er Ida Gards akustiske version af Aqua-hittet Barbie Girl. “I’m a blond bimbo girl in a fantasy world, dress me up, make it tight, I’m your dolly.” lyder pludselig helt anderledes i denne version, og på trods af, at der er temmelig varmt i salen, får jeg kuldegysninger. Sangen viser sig at være starten på en længere medley af hits fra 90’erne. I denne langsomme version, hvor Gards stemme kun er akkompagneret af lette toner fra hendes guitar, afslører sangene lige pludselig hidtil skjulte budskaber om et kvindesyn, der godt nok er nået et pænt stykke siden 50’erne, men stadig har lang vej endnu.

Imens musikken spiller, vandrer mit blik rundt i rummet og møder på et tidspunkt Kvints. Hun løfter sigende et øjenbryn som svar på den forargede grimasse, mit ansigt må være fastfrosset i. Dette nærvær er et andet stærkt greb, der karakteriserer forestillingen, og det er hverken første eller sidste gang, jeg har øjenkontakt med én af de tre på scenen. Jeg er heller ikke den eneste, der føler mig set denne aften. Kvint, Koch og Gard formår at have publikum med sig i en sådan grad, at de, der kender teksterne, på deres opfordring faktisk synger med, da de fra en gammel rejsegrammofon spiller autentiske optagelser af datidens kvindeslagsange. 

Skam Dig! formår at informere og påminde publikum om ting, de synes, det er vigtigt, vi ikke glemmer. Det bliver lidt som at se en udstilling på et museum i den måde, kvinderne går kronologisk til værks i deres skildring af skam igennem tiden. Grammofonen med slagsange, en gammel transistorradio, oplæsning fra Tove Ditlevsens brevkasse og en skrattende optagelse af et radiointerview mellem en purung Suzanne Brøgger og en særdeles forstokket overlæge er alle med til at forstærke museumsfølelsen, og samtidig fungerer det som et historisk belæg for de vidnesbyrd, forestillingen præsenterer.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Billetterne koster et sted mellem 95 og 165 kr. afhængigt af, om du er under 25, studerende eller bare almindeligt voksen. Pladserne er unummererede, og du skal næsten gøre dig umage for at få en dårlig plads, da skuespillerne er gode til at spille i alle retninger.

FOTO: Søren Meisner

 
Den 4. VægComment