My Life as a Rockstar Astronaut and Other Lies

Jefferson+Bond.jpg
 

My Life as a Rockstar Astronaut and Other Lies

HUSET-KBH
3. september 2019

Selvom Jefferson Bond har humor, er charmerende og har en fin komisk timing, så gør den diffuse struktur i showet, at jeg har svært ved at huske, hvad jeg overhovedet grinte af.

Af: Anne Louise Slott Thorborg

HVAD ER DET
My Life as a Rockstar Astronaut and Other Lies er et comedy-show af den engelske skuespiller og komiker Jefferson Bond. Bond har boet i Danmark i ca. 2 år, hvor han både har spillet med i Hamlet Live på Kronborg Slot og er blevet en fast del af ensemblet til Tivolis elskede Crazy Christmas Cabaret.

Når han ikke står på de skrå brædder og spiller skuespil, så laver han standup comedy. Han har kun været en del af den danske stand up-scene i et års tid, så han er ret ny i gamet. My Life as a Rockstar Astronaut and Other Lies handler om hans små hverdagsobservationer af danskere og dansk kultur, som han sammenligner med England.

VI MENER
Når Bond kommer ind på scenen og byder os velkommen, introducerer han showet ved at forklare, at det er en blanding af alle hans bedste jokes fra sin korte tid som komiker. Allerede der, bliver jeg lidt skeptisk. Typisk er den type mixtape-shows ikke lige min kop te, fordi komikeren springer for meget rundt i sine jokes, mangler et overordnet fokus og hele showet bliver lidt for tilfældigt.

Desværre viser mine bange antagelser om den valgte struktur også at være tilfældet i Bonds show. Han springer rundt i sit indhold med nogle temmeligt kejtede overgange. Der er ikke så god sammenhæng i showet og jokesne føles lidt vilkårlige.

Heldigvis, så er Bonds jokes ganske morsomme. Han fortæller anekdoter fra sin barndom som storebror, som man, som den yngste i en søskendeflok, bestemt kan genkende. Også hans overdrevne vittigheder om, hvor gode og smukke danskere er, er temmeligt underholdende. Han komplimenterer vores lange, blonde hår, vores "fake-tampon-reklame-blods-blå" øjne og vores imponerende engelskfærdigheder. “Even your pigeons are more beautiful than english pigeons!” siger Bond, og forklarer om de mutant-duer, som man typisk flygter fra i de engelske gader.

Hans erfaringer med det danske sprog resulterer også i nogle tåkrummende episoder, hvor Bond absolut ikke får sagt det, som han troede, at han sagde. Her formår Bond for alvor at bruge sin baggrund som tilflytter til at skildre nogle utroligt sjove situationer, som jeg virkelig kan se for mig.

Selvom Bond har humor, er charmerende og har en fin komisk timing, så gør den diffuse struktur i showet, at jeg har svært ved at huske, hvad jeg overhovedet grinte af. Men jeg vil nu alligevel anbefale, at man holder øje med den gode Bond. For med kun et par års erfaring på stand-up scenen, så har jeg mine forhåbninger om, at han nok skal få arbejdet nogle gode shows op på et senere tidspunkt – for han er allerede godt på vej.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
My Life as a Rockstar Astronaut and Other Lies spillede kun i København én gang. Men du kan nå at fange showet i Aarhus til kun 45 kr. på Teatret Svalegangen kl. 18.

 
Den 4. VægComment