MINE FORÆLDRES TING

MINE FORÆLDRES TING

Teatret ved Sorte Hest

26. marts – 9. april 2022

Ting holder os i gang og reproducerer konstant de vaner og rutiner, vi har som mennesker; ”at være eller at have”, siger Agnes så morsomt som en anden Hamlet. Men hvad skal hun smide ud, og hvad skal hun beholde?

Af: Mikkel Lund

HVAD ER DET
Ved siden af deres egne hestespil lægger Teatret ved Sorte Hest også hus til forskellige gæstespil, og Mine forældres ting er sådan et af slagsen. Performet af Anja Owe under instruktion af Thomas Howalt er Mine forældres ting en monolog, der handler om alt det, som knytter sig til at rydde ud i sine forældres hus, efter de er døde. Owe spiller Agnes, den næstyngste søster i en søsterflok på fire, som får opgaven at gøre dødsboet op. Oprindeligt er stykket en af den tyske skuespiller Gilla Cremers egne monologer, Die Dinge Meiner Eltern, som Owe selv har oversat til dansk.

VI MENER
Hvad gør man, når ens forældre er døde, og de mennesker, som fra starten har sat rammerne for ens liv, er væk? Det er dét tunge, men almenmenneskelige grundvilkår, Agnes står overfor i Mine forældres ting. Agnes’ mor har ofte talt om sin død, og om hvad hendes fire døtre skulle arve, men aldrig har Agnes kunne forestille sig den dag, det skulle blive aktuelt. Men nu er begge forældre væk, og mens hendes søstre fik styr på begravelser, modtagelser af utallige kondolencer og alt, hvad ellers hører til den slags, stod Agnes langt ude på sidelinjen og så til. At få styr på huset har søstrene derfor overdraget til hende.

Her er affektion et nøgleord. For ting er ikke bare ting, men genstande der vækker minder, har historie og dufter af noget bestemt, som vi knytter alverdens følelser til. Ting holder os i gang og reproducerer konstant de vaner og rutiner, vi har som mennesker; ”at være eller at have”, siger Agnes så morsomt som en anden Hamlet. Men hvad skal hun smide ud, og hvad skal hun beholde? Optællingen af alle disse ting giver anledning til nogle refleksioner hos Agnes om objekters betydning for mennesket, som når hun finder faderens flintøkse og sammenligner den med nutidens schweizerkniv. Samtidig fortæller alle tingene Agnes’ familiehistorie, der både rummer glæde, men også sorg og dunkle familiehemmeligheder.

Det er en gabende tom scene, Owe udfolder historien på, men hun formår alligevel at fylde den helt ud med sin præcise artikulation og gestik på en sådan måde, at hun i min fantasi faktisk står inde i en kæmpemæssig villa. Som når hun går op og ned ad trapper med trampende knæløft eller med rammende armbevægelser mimer det at svinge en stor morgenkåbe over sig for derefter at trække den af den ene og så den anden arm. Dertil bliver Mine forældres ting en opvisning i en ganske imponerende hukommelse fra Owes side, i takt med at hun opremser de utalligt mange ting og dimser, der befinder sig i forældrenes hus. På et tidspunkt i en så humoristisk og tempofyldt facon at publikum brager ud i en klapsalve! Lidt for ofte hænder det dog, at Owe kløjes i ordene, hvilket er irriterende, da det for mig afbryder den gode historie.

Men hurtigt sluger Owe mig igen med sin fortælling, der trækker mig dybere og dybere ind i det univers, som er Agnes’ minder. Et refleksionsrum folder sig herfra ud, hvor også alle de undertrykte minder kommer op til overfladen. For som det menneske, Agnes er, husker hun kun de gode minder og afviser dem, der ikke er lige så skønne og passer ind i den uskyldige og lykkelige barndomserindring. For ikke bare er de traumatiserende, de påminder også Agnes om, at intet varer evigt. Her udkrystalliserer forestillingens eksistentielle udsagn sig for alvor; at tidens flygtighed altid peger hen mod altings endeligt. Mod døden. Derfor handler det om at nyde øjeblikket, mens tid er. Apropos tid er forestillingen en kende lang, og mod slutningen føler jeg, at den falder til den monotone side. Men det risikerer enhver sceneskrabet monolog nok, når den varer halvanden time.

Når det er sagt, er Mine forældres ting en tankevækkende forestilling, der glimrende ræsonnerer med den absurdistiske tone, Sorte Hest dyrker i deres egne produktioner. Så er du til den slags, kan jeg anbefale at tage ind og se Mine forældres ting. Men hvis du bare vil grine af Owes småvanvittige mimik og høre en pikant familiehistorie udfolde sig, er forestillingen også et besøg værdigt.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Der er stadig ledige billetter, og hvis du er under 25 år, kan du købe en billet til Mine forældres ting til en overkommelig sum af 90 kroner.

FOTO: Thomas Howalt & Isak Owe