JORDENS INDRE

_A5A6037.jpg
 

JORDENS INDRE

Folketeatret - og på turné i hele landet
15. oktober - 15. december 2019

Inge Lehmanns søgen efter jordens indre kerne går hånd i hånd med hendes søgen efter sin egen; og dette greb står tilbage som forestillingens største styrke.

Af: Anna Sharko og Trine Balle

HVAD ER DET
Jordens Indre er et biografisk drama om den banebrydende, danske jordskælvsforsker Inge Lehmann. Hvis navnet ikke lige ringer en klokke hos dig, er du ikke alene. For selvom at Inge tidligt i sin karriere gjorde en skelsættende opdagelse inden for geofysikken, skulle der gå årevis, før hun opnåede anerkendelse. Primært fordi hun var kvinde. I 1936 påviste Inge, at jorden har en faste indre kerne; en opdagelse, som skabte heftig debat og mødte modstand fra hendes mandlige kollegaer.

Forestillingen skildrer Inge Lehmanns liv; barndomsårenes spirende fascination af jordskælv, kampen for faglig anerkendelse, et ulykkeligt kærlighedsliv, psykiske udfordringer og ikke mindst hendes umættelige sult efter seismologisk viden. Hun repræsenterer et forglemt stykke danmarkshistorie, der med nutidens blik på ligestilling bliver stærkt aktuel. På scenen står Iben Hjejle som Inge Lehmann og Jesper Lohmann som atomfysikeren Niels Bohr, som repræsenterer alle Inges mandlige kollegaer. Ved deres side står også Laura Bro, Troels Malling og Roberta Hilarius Reichhardt.

VI MENER
Kan det virkelig passe, at en så betydningsfuld kvinde som Inge Lehmann er kommet i glemmebogen? Jordens Indre kaster lys over en ellers skyggelagt del af danmarkshistorien, som ingen af os har hørt om forinden, og alene for det, fortjener forestillingen et plus. Fortællingen om Lehmann vidner nemlig om, hvor underrepræsenterede kvinder var og stadig er i den akademiske verden.

Dramatiker Simone Isabel Nørgaard og instruktør Geir Sveaas har gjort nogle interessante nedslag i Inges liv; der er ingen sekvenser, der synes overflødige, og den hurtige ping-pong-dialog fungerer godt. Det kan være vanskeligt at få et helt menneskeliv presset ind i en forestilling på lidt over to timer, og Nørgaard og Sveaas har derfor også taget sig nogle dramaturgiske friheder for at tilpasse Inges liv til scenen. Historiske begivenheder er blevet rykket rundt eller komprimeret, og al den modstand, som Inge mødte fra sin mandlige omgangskreds, er personificeret i karakteren Niels Bohr. Vi undrer os over, hvor meget af figuren, der er Bohr selv og hvor meget, der bare er en symbolsk funktion. Men det betyder egentlig ikke det store. Den biografiske person Niels Bohr virker ikke til at være i forestillingens interesse; Bohr har fået sin anerkendelse, og Jordens Indre (og resten af omverden) har nu fuldt fokus på Inge Lehmann og hendes bedrifter. Det er Inges time to shine!

Iben Hjejle portrætterer den standhaftige, såkaldte “Frøken Lehmann” med stor troværdighed, og det er skønt at se hende på scenen, når man som os mestendels har fulgt hende på skærmen. Også Laura Bro er interessant som Inges søster Harriet, som med sit skuespilvirke og interesse for skønhed står i skarp kontrast til Inge. Harriets evindelige kamp for at opnå succes på teatret, illustrerer, at tidens nedvurdering af kvinder ikke kun fandt sted inden for videnskabens forskerkredse men i alle dele af samfundet.

På scenen er der kun få scenografiske elementer i form af stole, borde og tavler til at illustrere Inges seismologiske målinger. Det virker bart, men tavlerne får en central placering og funktion i rummet; ligesom at seismologien stod i centrum for Inges liv, står den visuelt i centrum på scenen. Til gengæld bliver lys og lyd brugt til at skabe nye rum og sætte scenen. Enkle greb, der komplementerer den naturalistiske spillestil fint, men som ellers ikke er specielt opsigtsvækkende.

Jordens Indre formidler Inges liv på både underholdende og respektfuld vis. Inge Lehmanns søgen efter jordens indre kerne går hånd i hånd med hendes søgen efter sin egen; og dette greb står tilbage som forestillingens største styrke.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 år, koster en billet mellem 130-225 kr. alt efter hvor i salen, du vil sidde. Er du studerende, koster den 155-250 kr. Er I en gruppe på seks unge eller studerende, er der endnu flere rabatter at hente.

Foto: Thomas Petri.




 
Den 4. VægComment