BRØGGER

sara+galbiati.jpg
 

BRØGGER

Teater Republique, REVOLVER
5. september - 13. oktober 2019

Der går godt og vel 10 sekunder, inden frygten bliver gjort til skamme, og vi helt og holdent har overgivet os til det kvindelige powerhouse, Albeck er, da hun møder os med de rungende ord: “Jeg vil have det hele”.

Af: Clara Lindstrøm Gleerup & Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
Suzanne Brøgger har altid været lidt af et mysterium. I hvert fald for os, og måske også for andre. Vi har altid kendt til hende, men aldrig rigtigt kendt hende eller hendes værker ordentligt. Det ærgrer os, for det går nu op for os, hvor meget vi er gået glip af. På den anden side, kan vi nu glæde os over alt det, vi har til gode fremadrettet. Med Brøgger er instruktør Liv Helm og alt-mulig-mennesket og kunstner, Jeanett Albeck, gået sammen om et overvældende musikalsk performanceportræt af forfatter og levemenneske, Suzanne Brøgger. I halvanden time får Brøggers tidlige tekster fra 70’erne og 80’erne et scenisk liv, man sjældent har set mage. Albeck og Helm har skabt en performance vi, uden vi vidste det, har hungret efter længe.

VI MENER
Sammensætningen af Jeanett Albecks fandenivoldskhed og Suzanne Brøggers inspirerende og provokerende tekster synes intet mindre end oplagt. Det er derfor også med en vis frygt for at have alt for høje forventninger, at vi træder ind over den tomme, hvide scenografi og sætter os til rette. Der går godt og vel 10 sekunder, inden frygten bliver gjort til skamme, og vi helt og holdent overgiver os til det kvindelige powerhouse, Albeck er, da hun møder os med de rungende ord: “Jeg vil have det hele”. Hun er af en anden verden - helt ubegribelig. 

I Liv Helms stilsikre instruktion og Freya Sif Hestnes’ sprudlende scenografiske univers, har Albeck endnu engang fortolket en dansk kunstner med skarp præcision og fornemmelse for, hvad det præcis er, musikken skal fortælle os, som de ellers så stærke ord ikke får med. Brøggers tekster forvandles til balkanbeats, punk og elektroniske melodier, hvilke alle, genren ligegyldig, rammer lige der, hvor de skal. Allerede inden vi forlader teatret, sidder melodierne og teksterne naglet til hukommelsen, og lysten til at høre mere og høre igen vokser proportionalt.

Forestillingens klimaks findes i den lange og modbydelige voldtægtsberetning i ni akter fra Brøggers Fri os fra kærligheden (1973). Først fniser vi, fordi det er så overraskende at høre ordet “voldtaget” i en så melodisk smuk sang, og fordi forestillingen, indtil nu, er skredet frem i muntert tempo, selv i de passager, der omhandlede tungere emner. Fnisene forstummer dog hurtigt, og stilheden breder sig - her er intet at grine af. Den modbydelige voldtægthistories ni akter, og de efterfølgende reaktioner Brøggers omgivelser har på beretningen, er svære ikke at få kvalme af. Det er skånselsløst leveret af Albeck, og der bliver på intet tidspunkt taget hensyn til publikums følelser - det er effektfuldt, og det er uhyggeligt godt udført.

Albeck, og især Brøgger, er muligvis, hvad nogen vil kalde “for meget”, men dette “for meget” er lige netop meget, at Brøgger bliver helt perfekt. Dette “for meget” er nok også grunden til, at Albeck passer så eminent godt til at personificere Brøggers tekster. Hellere alt for meget end lidt for lidt og ligegyldig. Og det smitter. Vi får lyst til at være alt det, vi altid har fået at vide ikke klæder en såkaldt “ordentlig pige”, og i stedet “slikke på alt det, der holder (os) oppe og skide på alt det, der holder (os) nede”, som Brøgger proklamerer. Selvom forestillingen hovedsageligt koncentrerer sig om tekster fra en tid, hvor et kønsoprør som dette var nyt og eksplosivt, så virker det stadig med skræmmende effekt i dag.

Og lige netop i den henseende taler forestillingen sit eget tydelige sprog. Ikke blot gennem Albecks fornemme musikalske fortolkninger, men også gennem den sceniske udvikling, vi er vidne til. Forestillingen er nemlig én lang forberedelse af en kunstudstilling. Sammen med regissøren omdanner Albeck scenen til en kunstudstilling om brøggersk kvindelighed. Udstillingens indhold er netop blevet skabt for næsen af os; fra live kussetryk i grønt, over et stort blåt maleri malet med manken, til et mudderindsmurt lag hud i glas og ramme. Rummet, vi til sidst får lov til at betræde, emmer af kvindekraft og kvindefrigørelse. De noter af provokation, der gennemsyrer forestillingen og den efterfølgende udstilling, leveres med så gennemført lethed, at det bliver publikums eget ansvar at opdage, om de mærker provokationen eller ej. Da Albeck ved forestillingens slutning overlegent betragter publikum, der nu går rundt i udstillingen, fra publikumsrækkerne, er det som om, hun tænker: “Det siger mere om jer end om mig, hvis I stadig har det anstrengt med at se en kvinde rumme alle disse ting, I nu betragter”. Denne subtile provokation er blot én af forestillingens største styrker. For den har ved Gud mange.

Brøgger er tidløs, Brøgger er sensuel og Brøgger er overvældende. Samtlige tekster bliver så eminent formidlet og fortolket, at man går fra Teater Republique med en lyst til at læse alt, Suzanne Brøgger nogensinde har skrevet. “Jeg vil have det hele”, proklamerer Jeanett Albeck indledningsvis, og det vil vi også efter 90 min. i hendes og Brøggers selskab! Vi vil i hvert fald have alt, vi overhovedet kan få med Brøgger og Albeck.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 år, kan du få en billet til denne formidable forestilling for kun 95 kr. Vi foreslår, at du forsøger at sætte dig lige i midten af salen - måske omkring midten af række 5 eller række 6.

Foto: Sara Galbiati


 
Den 4. VægComment