ANIMAL FARM

Animal Farm

Betty Nansen Teatret

22. marts – 30. april 2022

Det er svært ikke at komme til at grine af de absurd genkendelige og klichéfyldte one-liners, som den magtbegærlige gris, Napoleon (Tina Gylling Mortensen), og dens følge fyrer af. Set i bakspejlet klinger der dog noget tragisk i humoren, for Animal Farm er i grunden langt fra et sjovt værk. Det forekommer næsten dystopisk at fablens samfundskritiske vinkel, selv i sine mest ekstreme øjeblikke, vækker så stor genkendelighed.

Af: Simone Zwicky

HVAD ER DET
”Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre”. Sådan skrev George Orwell i sin samfundskritiske fabel Animal Farm fra 1945. Den kendte analogi er nu blevet sat på scenen af instruktør Elisa Kragerup i Tom Silkebergs dramatisering.

Vi befinder os på en bondegård. Gårdens dyr er ved at være godt trætte af det evige slid og slæb, som uundgåeligt fører til en enkeltbillet til slagteriet, når de bliver gamle. De gør oprør. Smider menneskene på porten og overtager selv gården med deres egne regler. Den vigtigste værende; alle dyr er lige. Da festlighederne har lagt sig, og det daglige arbejde begynder igen, begynder nogle af dyrene at få smag for magtens sødme. Og der skal vel være nogen, der laver reglerne og sørger for, at de bliver overholdt. Skal der ikke?

VI MENER
Råt og industrielt. Det er, hvad man tænker, når jerndøren løfter sig, og man første gang ser Ida Grarups scenografi. Med jord på gulvet, lange lysstofrør i loftet, og Betty Nansens rå, sorte bagscenevæg, er det ikke svært at forstille sig, at vi er trådt ind i en grisestald langt ude på landet. Især jorden, som dækker hele scenegulvet, skal fremhæves som et genialt scenografisk valg. Jeg frygter først, at det blot ville være et æstetisk element, men heldigvis tager spillerne den flittigt i brug gennem hele forestillingen. De begraver dyr, de finder skjulte skatte, de samler jorden, de organiserer den, og de kæmper med den mod menneskene - og ikke mindst, hinanden.

Scenografien emmer af den industrielle bondegård, men heldigvis er skuespillernes tilknytning til livet på landet mere underspillet. At få skuespillere til at agere dyr, uden at der skal gå børneforestilling i den, kan ikke have været nogen nem opgave. Elisa Kragerup har dog formået at instruere de medvirkende således, at de dyriske træk udelukkende kommer til udtryk gennem små bevægelseselementer og stemmeføringsarbejde. Det bliver aldrig for karikeret, og koblingen mellem dyr og spiller holdes kontinuerligt ud i strakt arm. Det gøres særligt gennem et verfremdungsgreb, hvori skuespillerne påtager sig en form for ’fortællerrolle’. Replikker efterfølges af ”sagde Napoleon ængsteligt” eller suppleres af tredjepersons-observationer som ”Benjamin tænkte sig godt om”. Det sker dog kun sporadisk gennem forestillingen, hvilket er enormt godt valg, da det let kunne blive distraherende som mere gennemgående element. Den nøje udvalgte brug fungerer glimrende som humoristisk virkemiddel, der distancerer skuespillere fra karakterer og sender en kærlig tanke til forestillingens litterære ophav.

Animal Farm er en smule langsom i optrækket, og det er som om, at den lige skal ’spille sig varm’ på sin eget præmis. Det er enormt svært at sætte en finger på, hvad der forekommer mangelfuldt, og hvad end det er, forsvinder det, da jerndøren åbner til et brag af en 2. akt. Her spidser det hele hurtigt til, og der kommer rigtig fart på handlingen. Musikken kommer også først rigtig til sin ret her, og det er simpelthen svært at få armene ned over, hvor fedt et soundscape der er skabt til forestillingen. Lydmor, som står bag musikken, befinder sig konstant på scenen sammen med skuespillerne og tilføjer en enormt fed dimension til værket med hendes vildt dejligt og drilske nærvær. Hendes bastunge elektropop formår simultant at understrege og skabe kontrast til værkets rå atmosfære, og man kunne godt ønske sig, at hendes sange fik lov til at spille en endnu større rolle i iscenesættelsen.

Animal Farm, og dens fortælling om hvad magt gør ved os, er evigt relevant. Faktisk i en sådan grad, at det er helt skræmmende. Dyrene tror, at de har opnået lykken, da de sætter de undertrykkende mennesker på porten, men vi behøver ikke gætte mange gange for at gennemskue, hvad der sker, når grisene begynder at føle sig vigtigere end de andre dyr. Flere af forestillingens replikker er som taget ud af den velkendte politiske retorik. Opponenter svines til, vinderne puttes på piedestaler, og ’undersåtterne’ føres bag lyset og manipuleres gang på gang af kloge ord og vendinger. Det er svært ikke at komme til at grine af de absurd genkendelige og klichéfyldte one-liners, som den magtbegærlige gris, Napoleon (Tina Gylling Mortensen), og dens følge fyrer af. Set i bakspejlet klinger der dog noget tragisk i humoren, for Animal Farm er i grunden langt fra et sjovt værk. Det forekommer næsten dystopisk, at fablens samfundskritiske vinkel, selv i sine mest ekstreme øjeblikke, vækker så stor genkendelighed.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Betty Nansen er en af den slags skønne teatre, hvor man sidder godt stort set overalt i salen. Priserne strækker sig fra 75 kr. (hvis du er i en gruppe på min. 6, alle under 25 år) til 395 kr. Er du studerende og medlem af Mit Teater, kan du få billetter ned til 185 kr., mens unge under 25 år kan nøjes med at slippe 135 kr.

FOTO: Camilla Winther